Jeg har jo tidligere
slået fast at jeg holder meget af mine veninder.
Det er en naturlig
del af det at være menneske, nemlig at have nogle som værdsætter en som man er,
og trøster en når man er ked af det, og griner af en når man fortæller dårlige
jokes. Men selvom alle, i hvert fald størstedelen har veninder, er jeg sikker
på at jeg er den mest heldige pige i hele verden med de veninder jeg har. Måske
ville jeg, hvis jeg var en anden person, finde nogle veninder som passede bedre
til mig, men hvis jeg skal være Maja, hvilket jeg regner med at skulle være i
lang tid endnu, er netop mine veninder perfekte.
Man ved man har gode
veninder når de får en til at føle sig tilpas og glad, men når man vil gå så
langt og holde hånden på hjertet og oprigtig talt mene at de er med til at gøre
en fuldendt, og er med til at give en tanker, som man ellers ikke har når de
ikke er omkring, kan kategorien bedste veninder vel godt findes frem.
Det her er en kliché
i sig selv, det er noget hvor de fleste af jer nok får lyst til at gå ud og
stikke to fingre i halsen, så meget brækfornemmelse kan det sikkert skabe. Men
det er også en skriftlig hyldest til de 7 piger som på hver sin måde acceptere
og elsker mig for den jeg er. Det er vigtigt for mig at værdsætte det jeg har.
Jeg synes hurtigt piger kan blive falske og onde, inklusiv mig selv, jeg synes
venskaber kan blive overfladiske og kvalmende når hensigten med dem er falsk og
forskruet, og derfor skal jeg huske at takke for mine venskaber med mine bedste
veninder, for intet her er falsk, det er jeg sikker på. De er med til at sætte
mig på plads, give mig modspil og støtte mig i alt. De gør mig til den jeg er.
Kliché kliché kliché. Men hvorfor er jeg så bange for at det bliver en kliché,
når jeg ved at mine bedste veninder vil sætte pris på dette? Fordi jeg er bange
for at jeg ikke kan fortælle dem det godt nok - et blogindlæg er ikke nok. Men
de kender mig, og ved at det er et godt sted at starte for mig.
